Danmarks største fjernvarmeledning opgraderet og klar til vinterkulden

Danmarks største fjernvarmeledning er nu moderniseret og rustet til at levere stabil fjernvarme i mange år fremover. Ledningen forsyner København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Tårnby og udgør en central del af hovedstadens varmeinfrastruktur.

Opgraderingen er udført under jorden ved Forum på Frederiksberg og langs søerne i København, hvor flere meter høje ventiler og rør på 80 centimeter i diameter er blevet udskiftet. Den 40 år gamle ledning er dermed fornyet og klar til de næste årtiers drift.

Arbejdet er gennemført i en periode med lavt varmeforbrug og i tæt samarbejde mellem teknikere, entreprenører og forsyningsselskaber. De parallelle rør er blevet fyldt med vand og varmet langsomt op for at sikre en stabil og sikker idriftsættelse. God og præcis planlægning har gjort det muligt at gennemføre det komplekse projekt midt i byen uden at forstyrre trafikken.

Projektet er gennemført i samarbejde mellem CTR I/S, Frederiksberg Forsyning, HOFOR, ND-Svejs, Wicotec og Rambøll.