Jeg troede, jeg var for gammel
Lars var faktisk lidt bekymret over sin alder, da han søgte job hos CTR. Han var i tvivl om, hvordan det ville gå i den alder, men det viste sig, at det ikke var et problem. Nærmest tværtimod. For hos CTR sætter man pris på erfaring.
"Jeg havde da overvejet, om alder var et issue, men den bekymring var helt ubegrundet," siger Lars.
Lars er maskinmester og har arbejdet med tekniske anlæg og såkaldte reliability-baseret vedligehold i mange år, dvs. vurderinger af, hvor lang tid anlæg realistisk kan holde. Det er vigtigt, når man skal prioritere ressourcer og planlægge projekter. På det tidspunkt var CTR i gang med at indføre et nyt Asset Management system, der er et struktureret, datadrevet system til vedligehold og forsyningssikkerhed. Det passede lige med Lars kompetencer og udviklingsønsker.
“Jeg kom ind præcis på det rigtige tidspunkt. Pumper, motorer, vedligeholdelsesplaner – det er mit felt. Her fik jeg lov til at byde ind med alt, hvad jeg kan. Det er det perfekte job.”
Rationelle beslutninger under pres
Asset Management handler om at træffe rationelle beslutninger om, hvornår noget skal vedligeholdes eller udskiftes baseret på data, økonomi og forsyningssikkerhed. Ikke på følelser og fornemmelser.
"Vi siger ikke: 'Jeg synes, vi skal skifte det ud.' Vi gør det rationelt: Hvor lang tid kan vi forvente, det holder? Hvad koster det, hvis det bryder ned? Det handler om både økonomi og forsyningssikkerhed," forklarer Lars.
Forbrugerne i hovedstadsområdet må ikke mærke forsyningssvigt. Oppetiden skal være ekstremt høj, og systemet skal kunne omkobles inden for få timer. Det er præcis det, Lars’ arbejde er med til at sikre. Siden Lars blev ansat i CTR har han været med til at udrulle organisationens Asset Management-program og sikre, at CTR er blevet ISO-certificereret.
En kultur, der vil noget
Det, der har gjort størst indtryk ud over selve arbejdet, er kulturen i CTR.
“Team spirit er markant i forhold til andre steder, jeg har arbejdet. Det skyldes, at ledelsen virkelig vil det. Man måler på trivslen, taler åbent om den og offentliggør resultaterne. Vi arbejder aktivt på at bygge gode relationer.”
Lars nævner bl.a. CTR-dagene, hvor kollegerne laver sjove og udviklende ting sammen, men hvor man også kan tage svære emner op, og det bliver taget seriøst. "Det er ikke bare snak. Det gøres konkret. Og det mærkes i hverdagen," siger han.
Til dem, der tøver
Lars har ét råd til dem, der overvejer at søge – og måske tøver på grund af alder eller usikkerhed:
“Søg endelig. Her er der plads til erfaring og til at byde ind. Alder er ingen forhindring.”