Grønne omstillingsplaner

Billede af glasvæg og planter

Grønne omstillingsplaner viser, hvilke tiltag selskabet vil gennemføre for at reducere CO₂-udledning og forbedre sin rangering over tid.

Den grønne omstillingsplan indeholder:

  • En oversigt over eksisterende anlæg og deres brændsler
  • Data for varmeproduktion på de enkelte anlæg
  • Planlagte investeringer i fx varmepumper, elkedler og varmelagre

Selvom planerne ikke er bindende, giver de borgere og interessenter indsigt i, hvordan fjernvarmeselskaberne vil bidrage til den nationale klimamålsætning. Planerne er et vigtigt værktøj i at gøre forsyningen mere bæredygtig, transparent og fremtidssikret.

Et klart billede af fjernvarmens klimaaftryk

Miljødeklarationen for fjernvarme udarbejdes i fællesskab af CTR og VEKS.
Formålet er at dokumentere den miljøpåvirkning, der er forbundet med fjernvarmeproduktionen i hovedstadsområdet. Deklarationen giver et gennemsigtigt billede af fjernvarmens samlede klimaaftryk med fokus på CO₂-udledning, energiforbrug, ressourceanvendelse og brændselsfordeling.

Deklarationen viser også, hvor stor en del af fjernvarmen der er CO₂-neutral, altså hvor meget varme der stammer fra vedvarende energi og andre klimavenlige kilder. På den måde kan borgere, virksomheder og myndigheder følge udviklingen i fjernvarmens miljøprofil over tid.

Metode og datagrundlag

For at sikre sammenlignelighed anvendes en beregningsmetode, hvor kraftvarmeproduktion med samtidig produktion af el og varme beregnes med en virkningsgrad på 200 procent. Både el og varme tildeles en andel af den samlede miljøbelastning. Metoden svarer til principperne i Energinets miljødeklaration for el og gør det muligt at sammenligne de to energiformer.

Miljødeklarationen bygger på data fra kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, spids- og reservelastanlæg samt transmissions- og distributionsnettet, herunder elforbrug til pumper og varmetab i ledninger. Ved at samle alle disse elementer opnås et retvisende billede af fjernvarmens samlede klimaaftryk.

CTR’s arbejde med miljødeklarationen understøtter både lokale miljøhensyn og de nationale klimamål om en fossilfri energisektor.

Rangering med trafiklys

For at gøre miljødeklarationen mere overskuelig anvendes Energistyrelsens trafiklys-rangering.
Modellen sammenligner fjernvarmens CO₂-udledning pr. leveret varme med referenceværdier fra en moderne varmepumpe og et gasfyr.

En grøn rangering betyder, at udledningen er lavere end for en luft-til-vand varmepumpe, og at fjernvarmen er blandt de mest klimavenlige opvarmningsformer.
En gul rangering betyder, at udledningen ligger mellem varmepumpe og ledningsgas, og at der fortsat er potentiale for forbedringer.
En rød rangering betyder, at udledningen er højere end et gasfyr og kræver markante miljøforbedringer.

CTR’s fjernvarme ligger i dag i det grønne område.
Det viser, at fjernvarmen i hovedstadsområdet er blandt de mest klimavenlige løsninger og at fortsatte investeringer i teknologi og grøn omstilling er nødvendige for at bevare denne position.

Ved opgørelsen af fjernvarmens miljøpåvirkning indgår biogasandelen i ledningsgas som fossilfri energi. Metoden kan dog medføre en risiko for overlap i opgørelsen, da den samme biogasandel i nogle tilfælde også registreres som fossilfri i andre sammenhænge.

Se rangering her ...