Foto: CTR
Fjernvarmeselskabet CTR, der er ejet af København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Tårnby kommuner, får en ny topchef. Der er tale om Randi Skogstad, der kommer fra en stilling som direktør for Infrastrukturdivisionen og medlem af direktionen i Banedanmark.
”Den danske fjernvarme er en kæmpe succes, der sikrer bæredygtig varme til borgerne. Det er et stærkt udgangspunkt for forsyningssektoren, der står over for yderligere at skulle bidrage til løsningen på klimakrisen. CTR har en stor opgave med at indfri de høje ambitioner om en grøn omstilling og sikre fortsat forsyning af billig fjernvarme,” siger Randi Skogstad.
CTR er et af landets største fjernvarmeselskaber og er afgørende for at nedbringe klimabelastningen i hovedstadsområdet. Hvert år sparer CTR klimaet for ca. 650.000 ton CO2 sammenlignet med individuel naturgasopvarmning.
”Jeg går til opgaven med stor ydmyghed og glæder mig til at komme i gang sammen med de dygtige kolleger i CTR. Jeg ser meget frem til at lære branchen at kende og til at blive en del af de mange velfungerende netværk, der allerede er etableret i fjernvarmesektoren,” siger Randi Skogstad.
Den tidligere direktør, Kamma Eilschou Holm, stopper for at blive selvstændig efter seks succesfulde år som direktør, der bl.a. har medført en stor organisatorisk udvikling af CTR:
”Jeg ønsker at forfølge en drøm om at skabe et arbejdsliv, hvor jeg både arbejder for fjernvarmen, men samtidig har en større fleksibilitet mht. hvornår og fra hvor, jeg løser mine arbejdsopgaver, end jeg kan få som direktør for et forsyningsselskab. Jeg ønsker også at være mere aktiv i den offentlige og politiske debat, end jeg kan i min nuværende stilling. Jeg ønsker derfor ikke en anden direktørstilling, men i stedet at starte mit eget firma – ikke som advokat, men som mig. Jeg sender derfor både det bedste job og den bedste organisation videre, og det har været afgørende for min beslutning,” skriver Kamma Eilschou Holm på LinkedIn.
Fakta om Randi Skogstad:
2012-2022 Banedanmark, fra 2019 direktør for Infrastrukturdivisionen og medlem af direktionen.
2009-2011 Sekretariatschef for veje/trafik i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
2006-2009 Ministersekretær i Transportministeriet, fra 2007 ledende ministersekretær.
Uddannet cand.scient i kulturgeografi fra Københavns Universitet i 2005.
Født i 1974 og bosat med familien i Odense.
Yderligere information:
Jan Hindsbo, vicedirektør i CTR, på telefon: 6016 2038 eller mail: jah@ctr.dk