Om fjernvarme

Det første fjernvarmeværk i Danmark blev opført på Frederiksberg i 1903. Det var et affaldsforbrændingsanlæg og hjalp derfor med at håndtere byens affald, samtidig med at det gav varme til det nærliggende hospital.

Fjernvarme er en anden vare end andre energibærere som el og gas. Fjernvarmerør er væsentlig større end gasrør og el-ledninger, og fjernvarmens transportvej er derfor dyr. Dertil kommer, at fjernvarme er varmt vand, som kun kan bruges til brugsvand og opvarmning, hvor el og gas også kan bruges til lys, varme, ild mv. Som vare har fjernvarmen derfor lille værdi – det er dyrt at transportere og anvendelsesmulighederne er begrænsede.

Derfor er fjernvarme særligt godt i områder med tæt bebyggelse, hvor omkostningerne til transport kan holdes nede, og derfor er der heller ikke, som med el og gas, et sammenhængende ledningsnet i Danmark.

At fjernvarmen især er udbredt i de større byer er derfor ikke mærkeligt - og med mange mennesker samlet løser fjernvarmen også andre problemer.

For det første kan det affald, vi ikke kan genanvende, blive nyttiggjort som fjernvarme i stedet for at blive lagt på deponeringsanlæg - eller losseplads, som det hed i gamle dage. For det andet spillede fjernvarmen en stor rolle i, at hovedstadens borgere fik ren luft. Før fjernvarme blev den primære opvarmningsform, var hovedstadens luft præget af udledninger fra de individuelle løsninger. Fjernvarmen betyder også, at hovedstadsområdet i dag er opvarmet med ca. 65 % grøn energi. Det er lykkedes, fordi vi kunne omstille de store kraftværker – først fra kul og olie til kraftvarmeproduktion og naturgas – og dernæst til bæredygtig biomasse. Hvis alle boliger havde individuelle løsninger ville det være vanskeligere at sikre en samlet grøn omstilling.