Ninna Hedeager Olsen: Fjernvarme er vigtig for både klima og lighed

CTR’s bestyrelsesformand, teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.
Foto: CTR

Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har været formand for CTR’s bestyrelse de sidste fire år. Til årsskiftet stopper hun og bliver afløst af den nye teknik- og miljøborgmester i København Line Barfod, men inden da har hun sagt ja til at svare på nogle spørgsmål samlet ind blandt medarbejderne i CTR’s kontrolrum og administration:

Hvad syntes du om fjernvarme nu i forhold til, da du startede?
Jeg vidste ikke så meget om fjernvarme, og jeg troede blandt andet, at det var en god idé at nye byudviklingsområder med 0-energi eller minus-energi huse fik mulighed for ikke at komme på fjernvarmenettet, hvis man på den måde kunne give dem en fordel ved selv at producere deres varme og el.

 Hvad håber du, der kommer til at ske indenfor fjernvarmeforsyning i hovedstadsområdet i de kommende 5 år? Og på længere sigt? 
At fjernvarmen bliver udbygget og styrket og kan konkurrere både økonomisk og bæredygtighedsmæssigt med de mere individuelle løsninger, så de stærke forbrugere ikke melder ud af fællesskabet.

Hvad har været din største udfordring som formand i CTR? 
Alt få almindelige mennesker til at interessere sig for fjernvarme og at råbe politikerne på Christiansborg op, når de tager varme- og energipolitiske beslutninger uden at lytte til kommunerne.
Hvad har været det mest overraskende, du har lært ved at være formand for CTR?
Hvor stor en betydning fjernvarme har for klimaet og ligheden i vores samfund.

Hvad er dit bedste råd til din efterfølger? 
Lyt til de sindssygt kompetente og erfarne medarbejdere i CTR, når du skal forstå et utroligt kompliceret stofområde.

Kommer du til at savne CTR? 
Ja, ikke mindst alle de søde mennesker jeg har mødt.

Er det dejligt at bestemme det hele? 
Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har bestemt det hele – jeg tror det vigtigste ved at have magt er at kunne dele den ud og ikke tro, du kan alting selv.

Hvad skal du lave i fremtiden?
Jeg skal tilbage og undervise på Københavns Professionshøjskole, som jeg har orlov fra som samfundsvidenskabelig lektor. Der skal jeg igen undervise på forvaltnings- og administrationsuddannelserne.